Vi har haft besøg af Rødovre Lokalnyt, som har bragt en flot artikel om vores nye træningscenter, MUVING. Med MUVING vil vi tappe ind i fremtiden ved at have fokus og perspektiv på både de fysiske, sociale og mentale aspekter, som et lokalt forankret træningsfællesskab, hvor det er rart at være. Læs mere om vores vision og mission i artiklen herunder.
Sundhed er ikke kun god fysisk form, men også meningsfulde sociale relationer
Løbebånd, håndvægte og et utal af forskellige maskiner. Nyt træningscenter på Vestegnen kommer til at indeholde meget af det udstyr, som man kender fra et gængs fitnesscenter, men på en lang række andre områder vil træningscenteret differentiere sig. Der vil nemlig ikke kun være et entydigt fokus på den fysiske del, men også på den sociale og mentale træning.
Navnet på det nye træningscenter er MUVING, og man kan roligt sige, at de nye ejere er ultralokale. Det er nemlig holdet bag Rødovre Fysioterapi & Sundhedshus, der har til huse på Rødovrevej 251, der rykker ind i de godt 1800 kvadratmeter store nabolokaler, der senest har huset træningscenteret SATS.
Fysioterapeut og indehaver Lasse Voldby Creutzberg har set frem til åbningen, og han glæder sig især til at åbne et træningscenter, hvor den lokale forankring skal være en grundpille.
- Vi vil differentiere os på nærvær med et træningscenter, hvor der er plads til alle, og hvor der bogstaveligt talt er højt til loftet, fortæller Lasse Voldby Creutzberg, der har drevet Rødovre Fysioterapi & Sundhedshus siden XXXX.
I årenes løb har der været mange borgere i genoptræningsforløb hos Lasse og holdet på Rødovrevej, og det er blandt andet de borgere, som nu får mulighed for at benytte et træningscenter, der har fokus på de fysioterapeutiske byggesten, som Rødovre Fysioterapi & Sundhedshus bygger på.
- Det vil blive en naturlig del af træningscenterets dagligdag, at fysioterapeuter vil være til stede og varetage genoptræningen og hold, lyder det fra Lasse Voldby Creutzberg, der ser frem til, at de borgere, der har været i et forløb, nu kan tilbydes en lokal træningsmulighed, hvor personalet fortsat er tæt på.
- Den vigtigste træning er den, man får gjort, og vi har tidligere rådet og guidet borgere til at finde en træningsform, hvor der er mindst mulige forhindringer og barrierer. Om det er i det lokale træningscenter, på arbejdet eller i hjemmet, har det været vores måde at sende folk ud af huset. Nu har vi mulighed for at tilbyde dem et miljø, hvor vi er til stede, forklarer Lasse Voldby Creutzberg.
Fysisk, mentalt og socialt
MUVING åbner officielt i dag, og selvom stedet har de fysioterapeutiske briller og perspektiver for øje, understreger indehaver Lasse Voldby Creutzberg, at MUVING er et træningscenter for alle, og at man ikke behøver have en skavank med i træningstasken.
Træningscenteret bliver dog ikke, som træningscentre er flest. For selvom den fysiske træning selvfølgelig er i højsædet, så vil MUVING i høj grad også have fokus på brugernes sociale og mentale sundhed.
- Der ligger meget sundhedsfremme i at vedligeholde krop og sind, og vi kommer til at bygge et helt nyt og større univers op omkring, at sundhed ikke kun er fysisk, men også mentalt og socialt, fortæller Lasse Voldby Creutzberg, der blandt andet vil bygge et lounge-område, hvor brugerne kan mødes før og efter træning, og på sigt invitere til sociale arrangementer som foredrag i træningscenteret.
- Vi er blevet bekræftet i, at sociale fællesskaber er vigtige for folks mentale sundhed. Hvis vi kan kombinere det i et univers, hvor træningen ikke kun er fysisk, men også mentalt og socialt, har man en god cocktail, fortæller indehaveren af MUVING, der forventer, at fremtidens sundhedsperspektiver i det danske velfærdssystem i langt højere grad kommer til at handle om mere end fysisk sundhed.
- Vi tapper ind i fremtiden ved at have fokus og perspektiv på netop de sociale og mentale aspekter. Vi vil være et lokalt forankret træningscenter, hvor det er rart at være, og som kan tilbyde mere end blot fysisk træning, siger han.
I første omgang skal MUVING godt fra land, og her inviteres borgerne med på rejsen fra start af.
- Vi har overtaget lokalerne med udstyr, og vi vil gerne tilbyde træning til dem, der har brug for det, så hurtigt som muligt. Vi vil føre de samme værdier videre, som vi har haft succes med i Rødovre Fysioterapi, og vi vil have borgerne med på rejsen. I starten skal vi have lov til at vokse og lade os inspirere af brugerne, lyder det fra Lasse Voldby Creutzberg.
Artiklen er skrevet af jounalist Christian Valsted og bragt i Rødovre Lokalnyt onsdag d. 6. marts 2024.